Chromoterapi: Historisk overblik og moderne anvendelser

Chromoterapi – ikke en ny opdagelse

Chromoterapi er ikke en ny eller trendy alternativ medicinsk opdagelse. Oprindelse i oldtidens Indien, Egypten og Grækenland. Farveterapibehandlinger hjælper med at lindre sygelige kropsdele og mental stress. Når en læge eksponerer en person for farver, arbejder forskellige vibrationshastigheder og farvebølgelængder for at harmonisere krop og sind. Moderne praktikere kaster farvet lys på en persons hele krop eller specifikke problemområder ved en lampe med farvefilter. Patienter søger behandlinger jevnlige intervaller for tegn på forbedring.

Oldtidens rødder

Ifølge Colour Experience-website troede oldtidscivilisationer, at farver i ild- og sollys-spektrer repræsenterede et aspekt af det guddommelige. Oldtidens egyptere brugte f.eks. farvede mineraler, sten, krystaller, salver og farvestoffer som midler. Ifølge Alternatherapie's website nævner Vedas-skrifterne (skrevet ca. 1500 f.Kr. som hinduismens primære tekster) farvernes betydning for heling.

Oldtidens egyptere og grækere

Oldtidens grækere troede de fire elementer – jord, luft, ild, vand – repræsenterede universets fundamentale bestanddele. Fordi farve også var et naturligt fænomen – regnbuer reflekteret gennem prisme dråber, forskellige skygger af sollys – fortjente farver også spirituel opmærksomhed. Grækere lavede farvede tøj, olier, salver til sygdomsbehandling.

Avicenna og farveopdagelser

En discipel af Aristoteles, den persiske læge Avicenna (980–1037), gjorde betydelige fremskridt i heling ved farve. I sin Canon of Medicine skrev han om farvens afgørende betydning til både diagnostik og behandling. Avicenna noterede, at farve er et observerbart symptom på sygdom og udviklede et skema, der korrelerede specifikke farver til temperament og det fysiske legeme. Avicenna advarede også mod visse farvers farer. Han observerede, at en person med naseblod ikke skal se direkte på nogen lys rød farve, da det ville udløse mere blod.

Paracelsus og middelalderen

En velkendt heler i middelalderen, den schweiziske botaniker og læge Paracelsus (1493–1541), anså lys og farvebehandlinger for vital for god sundhed. Men under middelalderen skubte lægemidler, medicin, kirurgi og antisceptika chromoterapi i baggrunden. Farveterapi blev ikke populær igen før 1800-tallet, men stadig ikke i Nordamerika. I Indien voksede behandlinger som Ayurveda, Unani, Homøopati og Allopati i popularitet og effektivitet; folk vendte sig væk fra farveterapi.

General Augustus Pleasanton og blåt lys

I 1876 genopdagte den amerikanske general Augustus Pleasanton under borgerkrigen lysets betydning som behandling. I sin bog "The Influence of the Blue Ray of the Sunlight" teoretiserede han, at blå bølgelængder fra solen er især indflydelsesrige på planters og dyrs vækst. Han noterede deres effekt på menneskers sundhed og uddannelse af sygdom. Selvom teorien betragtes som pseudovidenskabelig, henvises til den ofte som oprindelsen til modern chromoterapi, mindst i USA.

Edwin Babbitt og moderne fremskridt

I 1800-tallet skabede den amerikanske Edwin Babbitt en mere videnskabelig grundlaget teori om farveheling. Babbitt opdagede, som den gamle persiske læge Avicenna, at rød stimulerer blodflow. Han identificerede også gul og orange som nervestimulanter, og at blå og violet udløser anti-inflammation. Babbitts arbejde populariserede chromoterapi i Amerika og over Europa.