Ekstirpation: Definition, kirurgiske tilgange og indikationer

Ekstirpation er den fuldstændige kirurgiske fjernelse af et organ, væv eller en forandring. Det antyder total ekscision uden rest-sygdom.

Almindelige indikationer

• Malignitet: Thyroidektomi, kolektomi, prostatektomi, hysterektomi, nefrektomi, mastektomi.
• Alvorlig infektion/nekrose: Gangrenøs tarm, nekrotiserende fasciitis, abscesteret organ.
• Endestadie organsygdom: Splenektomi (ITP, traume), oophorektomi (torsion, BRCA).
• Godartet men symptomatisk: Store myomer, adenomatøse polypper, symptomatiske cyster.
• Profylaktisk: Risikoreducerende kirurgi (mastektomi, salpingo-oophorektomi ved BRCA).

Kirurgiske tilgange

• Åben: Stor incision; til store organer, kompleks anatomi, akut.
• Laparoskopisk/Robotisk: Minimalinvasiv; standard for mange ekstirpationer (kolesystektomi, kolektomi, hysterektomi, nefrektomi).
• Endoskopisk: Transoral (skjoldbrusk), transurethral (blære), transnasal (hypofyse).
• Ablative teknikker: Radiofrekvens, mikrobølge, cryoablation – vævsdestruktion in situ (ikke klassisk ekstirpation men funktionelt ækvivalent).

Vigtige principper

• En bloc resektion med negative marginer (onkologi).
• Vaskulær kontrol før parenchymatøs division.
• Bevarelse af tilstødende strukturer (nervere, urinveje, gang).
• Præparat orientering til patologi.
• Rekonstruktion hvis nødvendig (anastomose, conduit, flap).

Risici

• Organspecifik funktionsmangel (fx diabetes post-pankreatektomi, inkontinens post-prostatektomi).
• Generelle kirurgiske risici: blødning, infektion, lekkage, DVT/LE.

Multidisiplinær planlægning optimerer resultater.