Forstå nationale sundhedsforsikringsplaner: Et omfattende overblik

Under den løbende debat om sundhedsplejereform i de Forenede Stater bruger politikere ofte de nationale sundhedsforsikringssystemer i andre lande som positive og negative eksempler. Nogle politikere har påstande, at disse systemer ikke ville fungere i de Forenede Stater. Andre har sagt, at systemerne ikke engang virker i deres egne lande. Dog har nogle hævdet, at disse systemer ikke kun holder deres borgere sunde, men også ville fungere i de Forenede Stater.

Bismarck

Denne model for sundhedsforsikring, navngivet efter den tidligere preussiske kansler Otto Von Bismarck, bygger på et system, der ligner det amerikanske system. I dette system finansierer arbejdsgivere og ansatte fælles "sygdommefonde", med ansatte, der bidrager gennem lønfradrag. Dens lighed med amerikansk forsikring ender dog med dens non-profit-status. Selvom læger og hospitaler har tendens til at være private i Bismarck-lande, er forsikringssystemet selv en non-profit statslig tjeneste. Dette gør systemet i stand til at forhandle lave priser og dække alle mennesker. Bismarck-modellen bruges i Tyskland, Belgien, Frankrig, Japan, Holland, Schweiz og i en vis grad Latinamerika.

Beveridge-system

Beveridge-systemet er navngivet efter William Beveridge, arkitekt bag Storbritanniens nationale sundhedssystem. Under dette system betaler staten for alles sundhedspleje på samme måde, som den betaler for politiet eller militæret – med skattepenge. De fleste hospitaler og klinikker i Beveridge-lande er stats-ejede. Dog er mange læger private. Under Beveridge-systemet er staten i stand til at holde priserne lave, fordi staten kontrollerer udbydernes gebyrniveau. Andre lande, der bruger Beveridge-systemet, inkluderer Spanien, New Zealand, de skandinaviske lande og New Zealand.

National sundhedsforsikring

Den nationale sundhedsforsikringsmodel kombinerer elementer fra både Beveridge- og Bismarck-systemer. Selvom den bruger private sektors læger og hospitaler, betaler staten for deres ydelser gennem et statsstyret forsikringsprogram, som hver borger betaler ind i. Uden reklameomkostninger, ingen fortjeneste og ingen administratorer, der finder måder at nægte krav og øge profitter på, er omkostningerne til forsikringsadministration drastisk reduceret, og det samlede system er betragteligt simplere end det amerikanske, private forsikringssystem. Dog holder dette system også omkostningerne nede ved at begrænse, hvilke ydelser det vil dække, og ved at få patienter til at vente på behandling. Canada, Sydkorea og Taiwan bruger National Health-modellen.

Egenbetaling

I underudviklede, fattige lande betaler folk for den sundhedspleje, de har råd til. Med andre ord får de, der har penge, pleje, de, der ikke har – den store flertallet af dem, der lever i Afrika, Indien, Sydamerika og Kina – enten forbliver syge eller dør. Ofte betaler indbyggere i tredjeverdens landsbyer for sundhedspleje med varer som majs eller mejeriprodukter fra deres en eller to kvæg. I disse lande lever hundredvis af millioner af mennesker deres hele liv uden nogensinde at besøge en læge.

Sundhedsforsikring